Ankomst til Miami….og Manny !
Fredag d. 10. okt 2008
Afrejse fra København til Miami, Florida.
Efter en meget lang flyvetur landede vi i Miami lufthavn. Det tog lidt mere end end time at komme igennem tolden og immigrationen.
Søren fik med det samme øje på Manny… og ih, hvor var det et dejligt gensyn.
På vejen hjem til Manny’s forældres hus, løb vi tør for benzin og Manny’s ven Felix, som også var chauffør, kørte os hjem tl Amparo og Ignacio, -som er Manny’s forældre.
Det er virkeligt varmt og mega fugtigt her. Ca. 30 gr. og en luftfugtighed på, ja, rigtig mange.
Vi fik hilst på alle og da min bagage ikke er nået til USA, tog Ignacio os ud at handle lidt. Jeg måtte lige købe et par t-shirts og 1 par shorts, så jeg ikke skal suse rundt i jeans hele tiden. Desværre er den kuffert, som jeg havde pakket til Manny heller ikke dukket op. Jeg håber inderligt, at den kommer frem til ham inden længe. Han havde sådan glædet sig til rugbrød og lakrids!
Vi tog en svømmetur i poolen, hvorefter vi fik middag. Amparo havde stegt en hel kalkun til os, så vi gik ikke sultne i seng.
Lørdag d. 11. okt 2008
Vi stod op og spiste morgenmad, og jeg sagde farvel til Ignacio, som var meget rørt og flere gange fortalte mig, hvor meget jeg betød for Manny. Det var rigtigt dejligt også at se ham igen. Derefter kørte Manny og jeg ud for at købe et håndklæde til mig.
Amparo kørte de 4 andre til lufthavnen.
Vi havde lige tid til at få taget et par billeder og ryge et par cigaretter.
Vi aftalte, at Manny kommer i lufthavnen for at mødes med os på hjemvejen. På den måde skulle vi ikke sige farvel nu. Alligevel græd jeg.
Flyveturen til Cancun i Mexico, gik fint og hurtigt. Kun 1½ times flyvetid fra Miami.. Vi landede i Cancun i 32 gr varme og let skyet vejr.
Allerede i lufthavnen prøver de at tage røven på én. Alt er organiseret. En sælger fortæller os, at en taxa til vores hotel koster $12 og dette accepterer vi, fordi der ikke er anden mulighed. Vi skal imidlertid afregne med en anden person, og han spørger hvilken pris vi havde aftalt.
Nåå ja, jeg svarer hurtgt $ 10, ….så sparer vi da lidt.
Efter at have fået vores fine værelser på Hotel Soberanis, gik vi i supermarkedet for at købe lidt kiftetøj, da ingen af os nu har bagage. Vi gik på det lokale ”turist-helvede-marked”, mercado 28. Også her prøver alle at tage røven på os. Vi købte lidt brød som vi spiste på gaden, hvorefter vi drak en flaske rødvin på værelset. Vi gik i seng ca 22.30.
Søndag d. 12.10.08.
Vi stod op kl. 6.30. Her til morgen har Gitte og HC fået deres bagage. Midt på formiddagen tog vi den lokale bus ned til havnen ( 3,25 kr. pr. person) for at sejle ud til en lille ø, Isla Mujeres.
Hold da op nogle farver !! Havet så ud som noget fra et postkort, krystal klart – tyrkisgrøn og mørkeblå farver på skift. Jeg har faktisk altid troet, at de flotte farver jeg har set på mange kort måtte være foto-tricks …men niksen. Den er god nok !
Desværre fik vi kun 1 time på stranden fordi det blæste voldsomt op.
Senere viste det sig, at den time var mere end nok. Her bliver man nemlig rød på en time!
Vi spiste frokost ved Puerto Norte. Bagefter fik Gitte, Kizzie og jeg kæmpe piña coladas
til kun 17 kr. pr. stk.
Vi sejlede tilbage til Cancun og slendrede lidt rundt i byen. Da vi kom tilbage til hotellet var de sidste rygsække ankommet, og alle kunne nu pakke ud og ånde lettet op.
I skrivende stund siler regnen ned, men vi sidder under barens halvtag og nyder endnu en piña colada.
I morgen går turen formentlig til Mêrida, herom senere.
Pas på jer selv.
Mandag d. 13 oktober
vågnede vi op til et gevaldigt regnvejr. Efter at spist morgenmad begyndte pakke-helvedet. Det er ikke nemt at få plads til de nyindkøbte ting i en i forvejen hårdt pakket rygsæk, men det gik. Vi traskede ned til busterminalen, indimellem i vand til anklerne. Regnen kommer så hurtigt ned, at kloakerne og jorden ikke kan nå at sluge det.
Vi købte billet til en 1. klasses bus til Valladolid. Grunden til 1. klasse var, at turen ville tage 1 time mindre og der var toilet i bussen. Og nogle af os mente, at det måske ville være en fordel.
Klokken 12 kørte bussen. Flot, flot bus, med en altfor effektiv aircon. Vi mega frøs i 3 timer, men da vi stod ud af bussen i 40 gr blev vi hurtigt varme igen.
Vi logerede os ind på et fint lille hotel, Hotel San Clemente. Lige ved siden af vores hotel ligger en hyggelig lille restaurant, hvor vi fik vores aftensmad.
Priserne på værelser og mad i de 2 byer vi har været i indtil nu er lave i forhold til DK, men dyre i forhold til eksempelvis Peru og Bolivia. Vi har ikke kunnet prutte hotelprisen ret meget ned. Her i Valladolid fik jeg pruttet prisen 10% ned. Dvs at vi giver ca 115 kr pr person.
Et pænt måltid mad giver vi ca 45 kr for. Vel at mærke god mad…og masser af det.
Søren, Gitte og HC fik i aftes en lokal specialitet som var lidt dyrere end gennemsnitligt, nemlig 80 kr pr snude. Måltidet er beregnet til 3 personer, og selvom Søren spiser meget, så kunne de ikke spise op.
Guldet er billigt her. Ved enhver guldsmedeforretning står der en bevæbnet vagt. Jeg har købt 2 sæt øreringe, i håbet om at det faktisk er ægte guld. Uanset hvad er de søde. Gitte, Søren og jeg gik på bar. Kaffe til Søren, 1½ piña coladas til os piger. Tjeneren grinede meget, da jeg bad om at få serveret en piña fordelt i 2 glas.
Tirsdag d. 14.oktober
I dag tog vi til en af de største Maya steder i Mexico, Chichèn Itza. Der var forskellige muligheder for at komme dertil, men den bedste mulighed var beskrevet i Lonely Planet bogen.
Vi kørte med en Collectivo dertil. 45 min. i en 8 personers bus til den latterlige sum af 10 kr. pr. næse. Chichèn Itza er storslået. Området ligger ca. 15 km2. Det er en af de største og bedst bevarede Maya ruiner. Så vidt man ved er det første påbegyndt bebygget 500 f.v.t. og forladt første gang i 900 tallet El Castillo, Slottet, er faktisk Maya kalenderen formet i sten. De 4 trapper har hver 91 trin, læg dertil den øverste platform og resultatet er 365, årets antal dage. Vi tog heldigvis afsted om formiddagen. Det viste sig at være et klogt træk, for da vi havde været på området i ca. 3 timer, væltede det ind med turister. Der er sælgere overalt. Deriblandt en, der spurgte mig om jeg havde overvejet at sælge mit kamera. Det havde jeg ikke, hvortil han sagde: Jeg kan ellers godt lide det.
Lige som i går, begyndte regnen at sile ned midt på eftermiddagen. Temperaturen falder drastisk under og lige efter sådan et regnskyl, og resultatet er, at her bliver helt rart at være.
Efter aftensmaden fik vi alle lært at spille Hand & Foot.
Onsdag d. 15 oktober
Det er umuligt at sove “igennem” her. Enten laver aircon’en det hele altfor koldt, eller også har vi den ikke tændt, og så bliver der alt for varmt. Der sidder heldigvis en ventilator i loftet og den er yderst effektiv. Systemet er blevet, at når jeg vågner, så tænder jeg den…og Søren slukker den, når han vågner.
Vi forhandlede os frem til en fin pris med Colectivo’erne og fik dem til at køre os 5 ca 10 km udenfor byen til en af Yucatans 3000 drypstenshuler, Cenote Dz … ( Jeg kan ikke huske, hvordet det staves ). Normalt kører de ikke “taxa-kørsel”, men han indvilligede i, at køre os ud og hjem..og vente på os i 1 timer derude. Vi gave 75 kr ialt.
Hulerne er 65 mill år gamle, opstået efter et meteor nedslag, og der findes mere end 3000 alene på yucatan halvøen.
Søren svømmede lidt i hulen…og som han sagde: “der er ikke noget specielt i dette udover omgivelserne”.
Eftermiddagen tilbragte vi med lidt tøjvask samt at betragte regnvejret.
Det er faktisk lidt fascinerende med den regn. Det er nærmest som man trykker på en knap, og så bliver der ellers åbnet for sluserne, indtil der igen trykkes på knappen. Undervejs falder temperaturen og bagefter stiger den igen….og det samme gør luftfugtigheden.
Efter aftensmaden besluttede vi piger, at det var Piña – tid. Drengene fik kaffe. Jeg overtalte tjeneren til at bringe de 3 drinks til vores hotel. Vi havde bestilt 3 dobbelte samt betalt 50 kr i depositum for glassene, som jo skulle returneres. Da tjeneren kom med høj bakke-føring til vores hotel, var der ikke et øje tørt. Alle skrald-grinede. Han kom sågar og hentede glassene igen og sagde pænt farvel til os, med kindkys, fordi han vidste, at vi rejser videre i morgen.
Vi gik i seng ved midnat.
Torsdag d. 16. oktober
Efter en hurtig kop kaffe fik vi pakket og checket ud. Læssede bagagen i en taxa og kørte til busterminalen, hvor vi endnu engang købte billetter til en 1.kl. bus. Denne gang fordi vi ikke gad vente 2 timer på 2. kl. bussen. Det kom vi dog næsten til alligevel.
Da vores bagage og alle passagerene var læsset på den fine bus, kunne de ikke få dørene lukket. Det skulle lige laves først, så der gik det meste af en time, inden vi kom afsted. Turen tog ca 2½ time.
Mérida er en stor by og “hovedstad” på Yucatan. Helt anderledes en Cancun og Valladolid. Her er masser af liv i gaden hele dagen og aftenen og ikke som i Valladolid, hvor byen først rigtigt vågner sidst på eftermiddagen.
Jeg spænede rundt for at finde et passende hotel mens de andre sad på byens største torv, Plaza Grande, og ventede. det 6 hotel jeg kiggede på mindede meget om det, vi boede på i Valladolid, og vi bookede 3 værelser der. Stort set samme pris som på det sidste hotel.
Aftensmaden var det dyreste måltid vi endnu har spist på denne tur. Vi sad udenfor og spiste på et hyggeligt lille torv. Temperaturen om aftenen er ca 25 gr. De laver rigtig god fisk her. Den ene ejer, Juan, var sød til at give os en masse oplysninger om byen og omgivelserne.
Senere gik vi på “shopping” i et af byens 2 bedste steder at købe hængekøjer. Vi skulle kun kigge…..og endte med at have købt ikke mindre end 3 hængekøje-stole og 1 kæmpe stor rigtig hængekøje. Vi betalte og aftalte med manden, at han skulle sende dem hjem til Kizzies mor. Måske var det lidt letsindigt, men vi håber, at Lonely Planet igen har ret.
På gåturen hjem til hotellet, så vi den sidste femtedel af den lokale Maya-festival, som vist varer i 3 dage.
På Genhør…
Fredag d 17 oktober
Øv…der er allerede gået 1 uge af vores ferie!
Vi snuppede en kop morgenkaffe ved poolen, hvorefter Søren gik i byen, og vi andre tog til stranden i Progresa. Det kostede 6,50 kr. med colectivo at køre de 40 kilometer.
Det er kanon vejr. Progresa ligger ud til den Mexicanske Golf.
Havet er helt anderledes end det
Caribiske hav, som havde rigtige flotte farver og var meget salt. Den Mexicanske Golf er om muligt meget mere salt og farverne minder mere om de danske have.
Jeg gætter på at temperaturen i vandet er ca. 28 gr. og lufttemperaturen er ca. 40 gr. Det blæser meget her, hvilket gør der er helt rart at være. Vi blev ved vandet i en god time, hvorefter vi gik ”på land” for at spise frokost.
Vi tog hjem midt på eftermiddagen og konstaterede glædeligt at vi havde fået lidt sol.
Torvet, Plaza Grande, er et stort trådløst internet område. Derfor gik jeg på torvet for at opdatere blog samt oploade billeder.
Der er masser af mennesker i byen og det er sjovt at se hvor mange der sidder med deres laptops på torvet. Det er en god ide, det kunne vi godt lære lidt af derhjemme.
Jeg var træt, så jeg gik tidligt i seng. De 4 andre gik på restaurant og spiste deres aftensmad.
Lørdag, d. 18. oktober
Kizzie, Søren og jeg gik på kaffebar kl. 7.00 for at spise morgenmad. Også her er der trådløs forbindelse, hvilket gør det nemt igen at opdatere blog.
Vi gik hjem og hoppede i poolen, og bagefter slentrede Kizzie og jeg rundt i byen, som var ved at blive klædt på til fest. Tilsyneladende holder man fest i gaderne omkring torvet hver weekend i nogle måneder om året. Selv om de har travlt med deres fest, så har de handlende ikke mere travlt end at de kan følge efter os, for at høre om vi dog ikke skal ind i deres butik.
Vi tog bussen ud til et indkøbscenter, præget af USA. Vi endte med at gå ind i et Mexicansk supermarked, og købte lidt frugt og brød ( vores frokost ).
Turen hjem i bussen var ubeskrivelig, den skulle opleves. Kizzie og jeg fik siddepladser, de 3 andre ståpladser. Bagerst i bussen stod en mand og spillede på guitar og sang til. Et par stoppesteder senere kom han gående op gennem bussen og fik drikkepenge hvor efter han stod af bussen.
På dette tidspunkt kommer der flere og flere mennesker ind i bussen, som i forvejen er fyldt. Chaufføren kører med dørerne åbne, indtil der er så mange mennesker i bussen at de bliver nødt til at stå på trappen. Jeg gætter på, at der 36 siddepladser i bussen og jeg tror vi var 70 personer i alt.
Og så skulle ”vi” af. Det lykkedes, til trods for, at folk ikke var meget for at flytte sig, af frygt for at miste den plads de havde ”vundet”. Men vi kom ud.
Sveden haglede af os, så der var kun en ting at gøre: på hovedet i poolen.
Vi gik ud og spiste aftensmad, tilbage på hotellet for at få et glas rødvin og derefter gik vi til ”fest”.
Kl. ca. 22. var der gang i gaden. Der var levende musik ( Salsa, cumbia, merenque ) for hver 100 meter. På byens torv var der afrikansk inspireret trommespil med dans.
Da hele gaden jo var spærret af, blev der danset i ét væk.
Hjem, og på hovedet i seng ved 23,30 tiden.
Mérida & Maya bryllup
Søndag den 19. oktober
Endnu en meget varm dag. Torvet summer af aktivitet. Det er ” Søndag i Mérida”, og der er marked på alle torve. Det er en gevaldig opsætning…og det gør de vel at mærke hver søndag. Imponerende! Billedet her er fra det lille torv, hvor vi bor.
Vi kiggede på boder og jeg købte et par bukser og en kjole. De laver tøj af Sisal, fordi det holder myggene væk. Det virker ligesom hør og er rigtig rart at have på.
Jeg er ved at blive helt god til at prutte om priserne. Det er faktisk svært, for hvis jeg egentlig synes, at det er billigt nok, så er det svært for mig at prutte prisen ned. Men det skal og bør man.
Vi har alle 5 købt Panama hatte..Gitte og Kizzie har købt “de ægte” og vi andre har sparet lidt og købt nogle billigere efterligninger.
Uanset, hvor vi går, så bliver vi mødt med ” Flot hat! ” .
Endnu engang får jeg opdateret bloggen, siddende i skyggen på Torvet.
Vi overværede et Maya bryllup på det store torv.
Det var dog kun” for sjov”, men flot var det.
Da selve brylluppet skulle foregå, var der sort af mennesker. En ældre herre …som absolut kun talte spansk ( og i en dialekt jeg overhovedet ikke kunne forstå et ord af ) sørgede for, at jeg fik en stol på første række. Sødt af ham! men kors, hvor han snakkede… og jeg nikkede bare!
Vi lavede stort set ikke andet end at slappe af og slentre rundt i gaderne idag.
Det er rigtig dejligt at kunne tale lidt spansk. Der er stor forskel på, hvordan mexicanerne taler til os, når de oplever, at vi prøver at tale deres sprog.
Indtil de hører os prøve, ser de ofte lidt sure og sammenlukkede ud, men når vi så “ruller os ud” på spansk, så er der straks en anden mine på. Store smil og hjælpsomhed. Jeg ved dog ikke om de store smil skyldes, at de er ved at kaste op af grin over mit spansk! 🙂
De fortæller meget og gerne om deres by, Mexico og om deres traditioner. Jeg talte med en dame på torvet, som meget beredvilligt fortalte, hvordan man kan se, om en kvinde er single, gift eller enke.
Nemt, når man ved, hvad man skal kigge efter!
Vi suser videre i morgen, mandag, til Palenque.
Gå genhør
Mandag d. 20. oktober
Kizzie, Søren og jeg pakkede lidt tøj sammen, som vi sendte hjem til Jette i DK.
Vi skulle checke ud fra hotellet kl 12, men fik lov til at bruge deres pool og deres håndklæder, indtil vi skulle med bussen til Palenque kl 22.
Kizzie og jeg tilbragte en stor del af eftermiddagen hos Juan ( rest. ejeren ), hvor jeg opdaterede blog mm.
Derudover bedrev vi ikke meget andet, end at betragte livets uendelige lethed.
Vi spiste vores aftensmad og drog mod busterminalen… i 2 taxaer, læsset til randen med bagage.
Kl 22. startede en 9 timer lang køretur til Palenque.
Farvel til 40 gr og goddag til regn og 15 gr.
Tirsdag d. 21. oktober
Jungletur i møg-sko
Turen hertil gik faktisk bedre end forventet. Vi små-sov det meste af tiden og kl. 06.30 ankom vi til Palenque og til en helt anden temperatur. Her er køligt og meget fugtigt, og det regner indimellem heftigt. Vi bookede os ind på noget, der udgav sig for at være et hotel. Der var senge, intet varmt vand i hanerne, her stinker og her er beskidt. Men hvad får man også for 100 kr pr værelse !!
Vi klædte os om, fik lidt morgenmad og tog derefter ud til Palenque Ruinerne. Ruinerne ligger midt i Junglen / regnskoven. Vi hyrede en guide til at tage os en tur gennem junglen i 1½ times tid.
Hold da op! Jeg havde ikke læst på lektien, og jeg var taget af sted i klip-klappere. Ikke det smarteste når man skal vade rundt i mudder til anklerne. Jeg var sgu nær ikke kommet ud igen, havde det ikke været for Søren, som måtte hjælpe mig op af mudderet konstant. Jeg tabte mine sko konstant.. gled simpelthen ud af dem. Guiden forklarede os undervejs, hvilke træer og planter vi så. Et af træerne havde giftige pigge og dem skulle vi holde os fra. Næppe havde han sagt det, før jeg gled og pr. automatik tog fra mig….og ja .. 1 stk pig i fingeren! Jeg fik senere på dagen hevet den ud igen… og jeg lever i bedste velgående!
FED, FED TUR i MØG-SKO!
Ruinerne og selve området var på en måde ”hyggeligere” end Chitzén Itzá. Det er svært at forklare, men der var en helt anden stemning.
Guiden fortalte os, at området er 20 km2 stort, og at der i storhedstiden boede 20 millioner mennesker på dette område. Der er mere end 2000 templer. Imponerende.
Senere på dagen gik jeg på sko indkøb og fandt mig et par gammeldags gummisko, så jeg ikke kommer ud i det samme i morgen når vi tager på tur.
Det er Gitte og HC’s bryllupsdag i dag, så vi gik på restaurant og spiste store bøffer. Sad på restaurantens altan med udsigt over Plaza.
Mexicanerne forstår at nyde livet. Selv på en helt almindelig tirsdag aften er der levende musik på torvet. Børnene leger, mor og far går tur med de små og alle smiler og taler med hinanden. Forretningerne er i fuld gang…også kl 21.30. Udover dette, er Palenque lidt af ”et hul”.
Onsdag d. 22. oktober
I dag stod dagen på natur oplevelser. Vi havde booket en tur, der skulle tage os ud til 3 natur attraktioner, og dernæst køre os til vores næste by, San Cristóbal de la Casa.
Turen startede kl 9 og allerede efter 30 min kørsel, ankom vi til det første vandfald; Mizol-Ha.
Imponerende flot. Det lille videoklip jeg har lagt her nederst på siden, viser vandefaldet, sådan lidt fra bagsiden. Man kunne komme ind helt bagved og som man kan se på videoen, så er Gitte på vej tilbage, godt og vel våd!
Vi havde ca. 30 min til at kigge os omkring, og dernæst kørte vi videre til Aqua Clara, ca. 30 min væk. Et helt anderledes sceneri, men virkelig smukt. Vi kunne krydse vandet via en stor hængebro, hvor nogle af brædderne var bedre end andre.
Kizzie kom desværre til skade, da hun skulle træde væk fra broen. Hun fik ikke trådt helt op, og resultatet var, at Kizzie’s storetå negl blev flået næsten af. Hun var sej, og flåede selv neglen helt af. Der var ikke andet af gøre, for neglen stod lodret op, og blodet væltede ud. Gitte havde heldigvis både vand og Compeed i tasken, så tåen blev skyllet grundigt, inden den blev pakket ind i Compeed.
Ingen tvivl om, at det må have gjort vanvittigt ondt, for Kizzie fik en svede-og rystetur bagefter.
( I skrivende stund, har vi været hos lægen med Kizzie, og tåen er renset og forbundet. Alt ser fint ud, så Kizzie er klar igen!)
Vi kørte derfra til Aqua Azul, hvor vi havde 3 timer til at kigge os omkring. Hold da op, hvor flot.
Stedet har fået navnet ” det blå vand” fordi vandet i april og maj er turkis blåt. Selvom det ikke var de flotte farver vi så, så er det altså meget flot og imponerende.
Bedst som jeg gik og nød livet der, mødte jeg faktisk et kendt ansigt ( fra Sorø ). Pudsigt, at man mødes et sted langt inde i Mexico… og vi havde ikke set hinanden længe.
Kl. 14.30 gik turen videre. Vi blev kørt ud til en almindelig bus, hvorefter vi startede en 4 timers tur mod San Cristóbal. Ren bjergkørsel, med sving efter sving. Gitte og jeg blev køresyge, fordi vi sad næsten bagerst i bussen. Det var smadder ærgerligt, at vi ikke var i stand til at nyde den ellers så flotte tur!
Efter at have overlevet turen hertil, er vi nu checket ind på et dejligt hotel i San Cristóbal. Hyggelig gårdhave og pæne værelser. Her er varmt vand mellem kl 06 og 10- og igen mellem 19 og 22, så det er ganske udmærket. Og så er vi nærmest lige midt i centrum, af denne meget charmerende by.
På genhør!
San Cristóbal 2 & Sumidore Cañon
Torsdag d. 23. oktober
Dagen i dag blev mere eller mindre Kizzie’s dag. Vi startede dagen med at prøve at finde en læge eller et hospital, der ville kigge på Kizzie’s tå. Det var nemmere sagt end gjort.
Hospitalet vi blev henvist til, viste sig at være et børnehospital, og de havde i hvert fald ikke tænkt sig at kigge på en voksen tå.
De henviste os dernæst til en klinik…lige rundt om hjørnet. De havde stort set ikke tid. Der var nok 40 mennesker i venteværelset.
Kizzie og jeg enedes dernæst om, at gå hjem og kigge in Lonely Planet. Og jo, de foreslog en læge.
Vi sjoskede de 6 gader ned til lægen, hvor en sød pige forklarede os, at vi skulle komme igen kl. 13.45, og at lægen talte mere eller mindre engelsk.
Vi kom tilbage … og han talte absolut mindre engelsk. Men meget flink. Gitte var med til at holde i hånden…og jeg var med for at give moralsk opbakning…samt lidt “husbehovs” oversætning.
Han var tilfreds med Gittes arbejde fra dagen før, og rensede tåen yderligere, gav Kizzie penicillin og en recept på pamoler…
På hjemturen købte vi de yndigste roser i silke. Vi så den unge mand lave dem…på et split sekund havde han fremstillet de yndigste roser. Ret flot.
Resten af dagen gik stort set med ingenting…udover upload af fotos og blog.
Efter aftensmaden gik vi på tur og nød aftenstemningen. Det er lidt utroligt, at når mørket falder på, så vrimler alle gadesælgerne frem. Også de, der har små børn. Børnene er med, og ligger og sover ved siden af mor, på gaden!
Fredag d. 24. oktober
Vi hyrede en taxa og blev kørt ud til en lille “havn” . Derfra skulle vi tage en 2 timer lang sejltur i kløften, Sumidore. Det skulle efter sigende være en flot tur.
Det var utroligt smukt. Vi så 3 krokodiller ( vi diskuterer stadig om de var i plastik eller ej), masser af pelikaner, isfugle, ibiser og hejrer… og en masse gribbe. Derudover så vi smukke, smukke omgivelser.
Hele turen tog ca 4 timer og var bestemt det hele værd.
Da vi kom tilbage gik vi på shopping….sidste dag i Mexico. Gitte købte vildt ind og vi venter spændt på at se, hvordan hun får lukket rygsækken!
Vi købte billetter til i morgen, hvor vi kører til Chichicastenango i Guatemala. En ca. 8 timer lang køretur, med start ved vores hotel, hvor vi bliver hentet kl ca. 7.30.
( Det kan så godt være, at klokken bliver 8.30…vi er jo i Mexico!)
Adíos Mexico…. Holá Guatemala
På genhør!
Chichicatenango i Guatemala
Lørdag d. 25. oktober
Vi stod op kl. 06.30 og fik lige pakket det sidste i rygsækken. Til vores store overraskelse blev vi afhentet til tiden i en 14 personers van.
Turen mod Guatemala blev flottere og flottere som tiden skred frem. Grænse-overgangen gik forholdsvist nemt, og mod al forventning kostede det ikke noget at få lavet visum.
Vi kørte ca. 2 timer og fik en lille pause for at køre 2 timer igen.
Det er nu kun min telefon, der virker. Tilsyneladende er det ikke alle mobilselskaber i DK, der har samarbejdsaftale med Guatemala.
Et godt stykke inde i Guatemala kom vi ind på et fint stykke ny vej.
Her kørte vi slalom mellem store jordskred. Et af stederne måtte vi vente på at vejen blev ryddet inden vi kunne køre videre. Det gjorde nu ikke noget, på den måde kunne vi få strukket ballerne lidt.
Turen fra grænsen til den lille bjerg by, Chichicastnango, er lutter bjergkørsel. Alt er flot og frodigt fordi regntiden lige er overstået.
Vi nåede frem til Chichi ca. 17. Vi gik ind og fik noget at drikke, inden vi tog på den store jagt efter hotelværelser.
Det var rigtigt svært fordi Chichi om søndagen er vært for et af Mellemamerika’s største markeder. Denne lille bys indbyggerantal forøges 100 gange om søndagen !
Kizzie og jeg fandt ( efter at have gået stejlt op – – alt for længe ) et hyggeligt sted med dejlige store værelser. Pris ca. 50 kr. pr næse incl. varmt vand og tørresnore på taget, og den flotteste udsigt!
Vi pakkede ud og gik ud og fik noget aftensmad. 2 retter mad for 40 kr. , og rigtig dejlig mad.
De handlende var allerede i gang med at stille boder op.
På genhør.
Markedsdag i Chichicatenango
Søndag den 26, oktober
Vi sov dejligt i nat… og vågnede kun hver gang der blev fyret kæmpe store kanonslag af…. Sådan ca. hver time.
Kl. 7 forlod vi hotellet for at gå op og spise morgenmad. Vi måtte kæmpe os gennem menneskemyldret. Der er ufattelig mange mennesker allerede.
Vi satte os på restaurantens altan og spiste dejlig morgenmad.. pandekager, røræg, brød, frisk ananas og vandmelon…og kaffe…25 Kr !!!!
Mens vi sad der og hyggede, kom der ( om muligt) endnu flere mennesker til..og mange flere boder.
Vejret er dejligt. Ikke for varmt og ikke for koldt.
Søren, Gitte og HC forlod skansen først. Kizzie og jeg skrev blog.
Mens vi sad der, kom der en sød ung dame og ville sælge mig noget hun vist nok kaldte ”Sitas”.
Jeg fandt ud af, at der drejede sig om et bestemt bånd, som de snor om hår og hoved.
Her i Guatemala skal man prutte rigtig meget om prisen.
Hun ville have 100 Quetzal ( ca 75 kr) for det, men jeg fik hende ned på 35…og så skulle hun også sætte båndet i. Det gjorde hun ..og vi fik lov til at fotografere hende.
Jeg kan godt lide det og købte senere 2 bånd mere og fik denne gang selv et kursus i, hvordan man binder det. Ikke helt nemt, men øvelse gør mester, sagde hun (eller noget der minder om det).
Det er mærkbart, hvordan alt næsten kan lade sig gøre her, når blot man først prøver at få en samtale i gang. De er søde og smilende og griner, når vi kaster os ud i de længere samtaler/sætninger. Den dame, jeg købte de sidste 2 bånd af, solgte samtidig Søren og HC et par skjorter. Hun startede med at ville have 250 kr pr skjorte, og jeg fik hende handlet ned til 135 kr pr stk. Inden vi nåede så langt, havde jeg sagt 125 kr pr stk…til det sagde hun, at det vel nok var en god pris …for mig … men ikke for hende….alt imens hun storsmilede.
Efterfølgende fortalte hun, at hun havde 2 børn, som begge gik i skole, men at den ældste var i gang med sit sidste år i skolen. Hun gik på marked her i Chichi 2 gange om ugen, for at hendes børn kunne komme i skole. Hun var simpelthen så sød. Senere præsenterede hun sin mor for os.
Hun takkede for handlen og ønskede os held og lykke på vores rejse. Farvel min ven…
20 min efter fandt hun os igen og gav os alle 5 et lille flettet armbånd..og så skulle vi også love at hvis vi kom tilbage, så skulle vi handle med hende igen. Det lovede vi.
2 små piger forelskede sig i Gitte, som havde købt en cola hun ikke kunne drikke, og som hun derfor gav til de 2 små piger. De kom op på restauranten til Gitte med en lille gave.
Som Gitte siger : ”jeg kunne tage alle de børn med hjem”. De er sgu også søde!
Vi gik ind i den lokale kirke, hvor man som turist ikke må bruge hovedindgangen.
Kirken bar præg af at være både katolsk og indiansk. Man måtte ikke fotografere derinde, så desværre kan jeg ikke vise jer de flotte Maya altre der stod inde i kirken.
På trappen udenfor kirken foregår konstant en masse ceremonielle ritualer. Det er meget spændende og anderledes.
Røgelse og noget, der ligner langt græs ,brændes af i store mængder på trappen og i øvrigt også på vejene rundt omkring. Nogle mænd danser i gaden, andre drikke rom og andre igen gør begge dele, indtil de segner om midt på gaden.
Vi har handlet en del i dag og bare vadet rundt i myldret og jeg tror, vi har fået marked nok for de næste par dage.
På genhør !
San Pedro de la Laguna
Mandag d. 27. oktober
Endnu en morgen med morgenmad på vores ”stam-restaurant”. Jeg fik den gode ide, at spørge restauratøren om det var muligt at bestille en ”colectivo” til San Pedro de la Laguna, og det var det. Han ringede efter ejeren af et lille turistbureau og fyren kom op på restauranten og talte med os. Vi aftalte, at han skulle hente os kl 13 på vores hotel og at prisen pr. person var 80 kr. Han fortalte glad og fro, at han ville komme i en Merzedes Benz Sprinter.
Vores ”børn” kom for at sige farvel…
Igen blev vi afhentet til tiden og da vi havde fået læsset al vores bagage i bilen begyndte turen.
Vi kørte i de smukkeste omgivelser.
Da vi havde kørt ca 2 timer i alt ( og ca 1 time i flotte bjerge), kørte vi rundt i et sving på vej ned af bjerget…og der …lige foran os, lå Atitlan søen. Hold da op et syn!
Desværre kunne vi ikke komme til at stoppe, så de fotos, der er taget, er taget ud gennem forruden.
Jeg er ikke helt sikker på om chaufføren egentlig vidste, hvor langt der var til San Pedro, for ham og konen, som var med på turen, talte de sidste 15 min om, hvorvidt vi kunne tage en tuc-tuc det sidste stykke vej. Jeg tror samtidig, at han var en smule nervøs for sin fine bil.
Nå, men vi ankom og fik sagt pænt farvel og god tur hjem til Chichi.
Kizzie og jeg gik, vanen tro, på hoteljagt. Jeg havde læste en artikel fra en dansker, som har været her i 2007, at der skulle være et dejligt hotel med udsigt over søen, så der gik vi hen først. Hotel Manzion del Lago hedder stedet. Vi var så heldige, at få 3 værelser på 3. sal…det er den bedste udsigt…og jeg fik pruttet prisen ned med 20 kr pr næse., så vi giver nu 50 kr pr snudeskaft, pr nat.
Der står et træ lige udenfor vores terrasse og det vrimler med kolibrier og andre småfugle, som jeg ikke kender navnet på.
Vejret er rigtigt godt., men når solen går ned, bliver her meget køligt. Jeg gætter på, at her i dagstimerne er ca 25 gr om dagen.
Vi fandt en restaurant helt ud til søen og satte os, nærmest i vandkanten, for at spise aftensmad.
Da vi skulle betale, kunne de ikke give penge tilbage… ingen byttepenge, sagde damen.
Nå da, sagde jeg, så må vi jo vente til i morgen. Til det, trak hun på skulderen og sagde, ja, det må I vel. Så jeg tog regningen og så gik vi!
Vi oplever gang på gang, at de ikke kan give penge tilbage. De suser rundt til hinanden, for at høre, om nogen kan veksle.
Tirsdag d. 28. oktober.
Jeg stod op kl 7 til en flot morgen. Det lykkedes mig at få taget et par rimelige fotos af kolibrierne.
Kizzie og jeg tog en tuc-tuc op i byen, for at gå i banken og få vekslet lidt af vores 100 Q sedler.
I samtlige banker står der en hårdt bevæbnet betjent ved døren og lukker folk ind og ud.
Vi gav 4 x 100 og bad om, at få udbetalt dem i 20,ere, men nej. De havde sørme heller ingen byttepenge, men kunne dog mønstre nogle 50’ere. På vores gåtur ned mod søen ( tilbage til hotellet) købte jeg et par julegaver.
Jeg gik hen til restauranten og betalte vores gæld, og de kvitterede med et” mange tak”.
Kizzie døjer med solen, så hun ville tage en slapper om eftermiddagen. Gitte og jeg talte med en lokal guide, som kunne anbefale en tur til ”stranden” ca. 10 km herfra. Vi besluttede at tage af sted.
Pris 75 kr pr næse, og så skulle vi selv finde en bus hjem igen.
Vi blev sat ind i en taxa med besked om, at afregne med chaufføren. Da vi havde kørt ca. 5 min faldt taxaens skilt af. På med det igen. 5 min senere smuttede det ned midt på bagruden. Ok, denne gang kom skiltet ind i bilen. 5 min senere gik bilen i stå og det tog lidt tid, at få den i gang igen.
Men endelig var vi ved stranden. Gitte gav en 100 og fik 20 tilbage og jeg viftede så med min 100, men nej..Gitte havde jo betalt, sagde han. Ok, tak for det!
Stranden viste sig at være et rigtig mudder-pløre-møg-hul, så der var ingen badning til os.
Vi solede os dog lidt og efter ca 1 time gik vi op til vejen for at fange en bus. Chicken-bus kalder de dem her ( kyllinge-bus). Vi ventede kun ca 10 min, så kom der en bus. Jeg kom først op, i en allerede overfyldt bus, og fik placeret mig stående ved siden af chaufføren. Gitte fik en ståplads på det andet nederste trin og lige bagved hende stod en herre på det nederste trin. Altså…ingen dørlukning.
Det var sgu en oplevelse. Vi var de eneste turister i bussen og de lokale grinede meget af os, fordi vi havde små-problemer med at holde på både hat og briller samtidig med at vi skulle holde fast.
Billetmanden stod bagerst i bussen og på et tidspunkt råbte han til mig, at jeg skulle komme derned. Ja, hvordan du? Jeg fik mast mig vej derned af og så pegede han på et sæde og sagde…sæt dig der!
Der sad i forvejen 2 mænd, som fik besked på at rykke sig sammen så jeg kunne få ”en balle”.
Jeg betalte for os begge 2 .. 8 kr i alt.
Chaufføren skulle nu op foran, og hvordan kommer man det, i en overfyldt bus? Jo, system Crocodile Dundee ..hiver sig op, via 2 rør i loftet, og kravler så fra sæderyg til sæderyg, og så er man oppe foran i løbet af ingen tid. Hjem kom vi… i højt humør.
Gik på bar og fik den bedste Piña Colada på turen. Men at drikke den, i høj sol… uha. Det går lige til hovedet.
Vi besluttede at indtage aftensmaden på samme sted som i går. Og denne gang havde vi sørget for at have lige penge med!
På baren lige ved siden af, var der ”happy hour”. 2 drinks for 1 drinks pris. Så vi gik til den.
Bestilte først nogle Piña Coladas og dernæst en enkelt Daiqueri.
I seng kl ca 22.30
STOR tak til min yngste datter …godt at kunne lidt spansk !!!
På genhør !
