Ankomst til Miami….og Manny !
Fredag d. 10. okt 2008
Afrejse fra København til Miami, Florida.
Efter en meget lang flyvetur landede vi i Miami lufthavn. Det tog lidt mere end end time at komme igennem tolden og immigrationen.
Søren fik med det samme øje på Manny… og ih, hvor var det et dejligt gensyn.
På vejen hjem til Manny’s forældres hus, løb vi tør for benzin og Manny’s ven Felix, som også var chauffør, kørte os hjem tl Amparo og Ignacio, -som er Manny’s forældre.
Det er virkeligt varmt og mega fugtigt her. Ca. 30 gr. og en luftfugtighed på, ja, rigtig mange.
Vi fik hilst på alle og da min bagage ikke er nået til USA, tog Ignacio os ud at handle lidt. Jeg måtte lige købe et par t-shirts og 1 par shorts, så jeg ikke skal suse rundt i jeans hele tiden. Desværre er den kuffert, som jeg havde pakket til Manny heller ikke dukket op. Jeg håber inderligt, at den kommer frem til ham inden længe. Han havde sådan glædet sig til rugbrød og lakrids!
Vi tog en svømmetur i poolen, hvorefter vi fik middag. Amparo havde stegt en hel kalkun til os, så vi gik ikke sultne i seng.
Lørdag d. 11. okt 2008
Vi stod op og spiste morgenmad, og jeg sagde farvel til Ignacio, som var meget rørt og flere gange fortalte mig, hvor meget jeg betød for Manny. Det var rigtigt dejligt også at se ham igen. Derefter kørte Manny og jeg ud for at købe et håndklæde til mig.
Amparo kørte de 4 andre til lufthavnen.
Vi havde lige tid til at få taget et par billeder og ryge et par cigaretter.
Vi aftalte, at Manny kommer i lufthavnen for at mødes med os på hjemvejen. På den måde skulle vi ikke sige farvel nu. Alligevel græd jeg.
Flyveturen til Cancun i Mexico, gik fint og hurtigt. Kun 1½ times flyvetid fra Miami.. Vi landede i Cancun i 32 gr varme og let skyet vejr.
Allerede i lufthavnen prøver de at tage røven på én. Alt er organiseret. En sælger fortæller os, at en taxa til vores hotel koster $12 og dette accepterer vi, fordi der ikke er anden mulighed. Vi skal imidlertid afregne med en anden person, og han spørger hvilken pris vi havde aftalt.
Nåå ja, jeg svarer hurtgt $ 10, ….så sparer vi da lidt.
Efter at have fået vores fine værelser på Hotel Soberanis, gik vi i supermarkedet for at købe lidt kiftetøj, da ingen af os nu har bagage. Vi gik på det lokale ”turist-helvede-marked”, mercado 28. Også her prøver alle at tage røven på os. Vi købte lidt brød som vi spiste på gaden, hvorefter vi drak en flaske rødvin på værelset. Vi gik i seng ca 22.30.
Søndag d. 12.10.08.
Vi stod op kl. 6.30. Her til morgen har Gitte og HC fået deres bagage. Midt på formiddagen tog vi den lokale bus ned til havnen ( 3,25 kr. pr. person) for at sejle ud til en lille ø, Isla Mujeres.
Hold da op nogle farver !! Havet så ud som noget fra et postkort, krystal klart – tyrkisgrøn og mørkeblå farver på skift. Jeg har faktisk altid troet, at de flotte farver jeg har set på mange kort måtte være foto-tricks …men niksen. Den er god nok !
Desværre fik vi kun 1 time på stranden fordi det blæste voldsomt op.
Senere viste det sig, at den time var mere end nok. Her bliver man nemlig rød på en time!
Vi spiste frokost ved Puerto Norte. Bagefter fik Gitte, Kizzie og jeg kæmpe piña coladas
til kun 17 kr. pr. stk.
Vi sejlede tilbage til Cancun og slendrede lidt rundt i byen. Da vi kom tilbage til hotellet var de sidste rygsække ankommet, og alle kunne nu pakke ud og ånde lettet op.
I skrivende stund siler regnen ned, men vi sidder under barens halvtag og nyder endnu en piña colada.
I morgen går turen formentlig til Mêrida, herom senere.
Pas på jer selv.