Torsdag d. 1 juni, blev jeg hentet af Torben, som kørte mig til Sorø Station, hvor min ferie startede kl 8.28 i Intercity toget mod Köln (med skift i Fredericia og Hamborg).
Men det er som om det der tog-hejs prøver at få mig ned med nakken. På Fyn holdt vi pludselig stille i små 2 timer, kørte derefter tilbage til en station for derefter at køre til Fredericia. Vi ankom godt 2 timer senere end planlagt. Det betød, at samtlige reservationer var røget. Til alt held var der plads på det første tog jeg kunne nå i Hamburg 👍
Jeg ved ikke, hvor længe vi havde kørt i toget, da vi igen pludselig holdt stille. Denne gang fik vi besked på at de ikke kunne sige noget om hvornår vi kunne komme videre, men at det hele skyldes brand i et andet tog. Så gik der tid med det. Det var godt, at jeg havde lidt strikketøj med. Jeg tror, vi kørte videre efter en times tid. Turen til Køln gik fint og uden yderligere forsinkelser, men desværre betød det, at jeg ikke kunne nå at spise den wienerschnitzel jeg havde glædet mig sådan til.
I Fredericia slog jeg følgeskab med en ung fyr fra England. Han var på vej til England efter en interailtur bl.a til Sverige. Han havde brug for hjælp til at oversætte alt den besked vi fik i Danmark i forbindelse med forsinkelserne. En spændende ung mand som har boet både i Frankrig og England og studeret bæredygtighed. Vi fulgtes helt til Köln. Her skal jeg overnatte på hotel Domspitzen, hvilket er et passende navn, fordi man kan se toppen af tårnet fra hotellet. Den unge mand havde brugt sine rejsedage og blev derfor nødt til at tage videre til Bruxelles i dag.
Det blev sgu en lang dag…men de fik mig ikke 😉
Fredag d. 2. Juni stod på endnu en dag i og med tog. Først indtog jeg noget super lækkert morgenmad. Belært af gårsdagens mange forsinkelser blev jeg hurtigt enig med mig selv om, at jeg nok hellere tage afsted i rigtig god tid. Jeg ville ikke risikere at misse Eurostar toget til England. Derfor hoppede jeg på det første højhastighedstog til Bruxelles, hvor jeg kom Ca. Kl. 11.30. Jeg fandt euro-star kontoret og forhørte mig om, hvorvidt det var muligt at ændre min pladsreservation til en tidligere afgang. Det var det desværre ikke og jeg må derfor vente indtil klokken 14 med at boarde toget.
Der er ikke den store forskel på sikkerheden her eller hvis du skal med et fly. Jeg har købt min Interrail billet til 1. Klasse og det er rigtig godt. Jeg fik både mad og vin ombord på toget. Det tager cirka 2 timer fra Bruxelles til London. Det meste af strækningen køres med ca 300 km/h.
Vi ankom til London hvor det gik op for mig at togpersonalet igen strejker. Men jeg var heldig i dag. Jeg tog undergrundsbanen til Marylebone, hvor jeg præcis nåede at springe på toget til Oxford. Afgang 1 min efter. Fedt uden ventetid 👍 Vel ankommet til Oxford fandt jeg ret hurtigt mit hotel.
Denne gang et skod Hotel med en masse larm udenfor. Jeg gik lidt rundt i i den del af Oxford der hedder Jericho og fandt en pub hvor jeg kunne få lidt god mad. Tilbage til hotellet og på hovedet i seng ca 22:30. Vi høres ved i morgen.
Lørdag d. 3. Juni fik jeg udleveret den cykel, jeg havde reserveret. Jeg tog en prøve tur og returnerede til Shoppen. Jeg sagde til den unge ekspedient at jeg følte at bremserne ikke virkede tilfredsstillende. Han drejede lidt få et eller andet og sagde at den virker fint. Jeg fik læsset min bagage på cyklen og min tur begyndte. Det er super flot vejr og jeg nød turen til Witney, som er 1. Stop på turen. Det er en lille cykeltur på ca 22 km. Indimellem føler jeg at det er lidt med livet som indsats at cykle på de befærdede veje men det gik heldigvis godt. Efter cirka 10 kilometers kørsel blev det dog meget bedre i det der var en lille cykelsti.
Jeg har valgt at køre den planlagte rute mere eller mindre i et stræk. Jeg afleverer min bagage på hotellet hvorefter det er nemmere at bevæge sig rundt i området.
Jeg bor på et rigtigt dejligt hotel i Witney. Det hedder The Corncroft Hotel og det ligger lige præcis over for en hyggelig pub.
Jeg cyklede ud forbi Cogges Farm, som er en en gård der dyrkes helt økologisk og samtidig dannede gården ramme for den del af Downton Abbey der handlede om Yew Tree Farm.
Fik en kop kaffe og kørte tilbage til Witney. Jeg havde pitstop på en pub i centrum og kom i snak med nogle mænd der ofte er i Danmark for at besøge familie. Lidt senere kom der en ung familie og deltog i snakken. De fleste synes det er sejt at jeg cykler alene og jeg er på ferie alene. Jeg fik et par glas rosévin inden jeg kørte retur til hotellet.
Jeg valgte at spise min aftensmad på pubben lige overfor. Jeg spiser laks og det smagte dejligt. Jeg fik et glas hvidvin til. Da jeg var færdig med at spise henvendte nabobordet sig til mig og bød et glas rosé vin. Jo tak… Jeg kommer jo nemt hjem.😂 Det blev til snak om om forskelle kultur og klimaforandring. Super hyggeligt.
Nå.. Mon ikke jeg skal hjem nu? Nææææ…. Der sad også mennesker på den anden side. Mere rosé. Mere snak. Og så gik jeg hjem.
Dejlig dag……
Søndag. 4. Juni
i dag er det tid til at vende cyklen mod Bouton-on-the-water. Jeg kørte en lille omvej for at opleve den Kro der var med i Downton Abbey og som dannede rammen om lady Sybil og Tom Branson flugt. Desværre var kroen lukket så jeg måtte nøjes med et par billeder og sidde og nyde det gode vejr lidt. Det var en meget fin cykeltur og vejret er super.
Jeg har desværre lejet en rigtig møg cykel. Det er den dårligste elcykel jeg nogensinde har prøvet. Det værste af det hele er at bremserne er meget dårlige. Det betyder at jeg ikke kan køre i frihjul ned ad bakkerne fordi jeg er bange for at jeg ikke kan nå at stoppe i tide. Desuden virker motoren så dårligt at jeg ofte er i tvivl om hvorvidt der er tændt for strømmen. Jeg har ringet til udlejeren men der var ikke meget hjælp at hente.
Igen i dag kørte jeg en lille omvej for at se Burford, som er en hyggelig og fin lille by. Jeg havde et hurtigt pitstop og kørte videre i det smukke landskab.
Heldigvis nåede jeg helskindet frem til Bouton-on-the-water. Og hold da op, hvor har jeg timet det dårligt. På en solskins søndag med 22grader, skal man holde sig væk. Der var tusindevis af mennesker. Jeg fandt mit hotel, The New old Inn, hvor jeg fik et værelse på anden sal med udsigt til floden.
Jeg gik lidt rundt blandt de mange mennesker og fik set floden og fandt et sted at få en sodavand. Bagefter besøgte jeg The DragonFly Maze og forsøgte at finde rundt i labyrinten. Super godt lavet med 2 meter høje hække og nogle opgaver der skal løses undervejs. Efter cirka 35 minutter manglede jeg at finde to opgaver og jeg havde tilsyneladende også mistet orienteringen og befandt mig igen ved indgangen. Den søde dame i Billetlugen fortalte mig hvor jeg kunne finde de sidste to opgaver og samtidig fortalte hun mig at det Jeg troede var Buddha var en munk. Ved at løse alle opgaver kunne jeg til sidst finde The Dragon Fly (men jeg var ikke sikker på om jeg kunne finde ud igen). En hyggelig oplevelse.
Der er rigtig meget pænt at se på her. Jeg gik en aftentur da de fleste mennesker atter var væk.
Mandag d. 5. Juni. Jeg tror, at jeg har gode ben i dag. Not!! For dælen da… Det er godt nok op ad bakke det terræn her. Smukt at se på, men hårdt at cykle i (synes jeg). Godt jeg kun skal cykle 22 km i dag.
Igen i dag en lille afviger for at besøge Stow-on-the-wold. En hyggelig lille by, hvor man bl.a finder St. Edward”s Church med en helt eventyrlig dør. Efter sine blev Tolkien inspireret af Denne dør da han skrev the doors of Durin. Døren kan også ses i en af Lord of the Rings filmene.
Den ene hyggelige by efter den anden er det syn, der møder mig. Smukke landskaber, små hyggelige byer og flinke folk.
Jeg var godt nok mør, da jeg nåede Blockley. Jeg kan faktisk ikke huske, hvorfor jeg satte denne by på min liste, men det viste sig at være ganske fint og et godt valg.
Det var en ganske lille by og den var meget stille. Der var få turister og byen virkede meget stille. Men hvor var det dog en køn lille by. Jeg fik fortalt at man havde optaget en BBC serie der hedder Father Brown I netop denne by.
På min vej rundt i byen så jeg flotte haver. Et af stederne spurgte jeg om lov til at fotografere rosen som hun havde op af væggen og den søde gamle dame inviterede mig ind i haven. Hold nu op en smuk have hun havde. Hun fortalte mig, at hun havde brugt 13 år indtil nu på at få den lille have til at fremstå som den gør nu. Men nu havde hun ansat en mand til at hjælpe sig fordi hun var blevet for gammel til at passe det hele selv. Jeg kunne bare gå rundt og tage alle de billeder jeg ville, sagde hun, og det gjorde jeg. Hvem der bare havde sådan en have.
Det er sådanne oplevelser der er værd at samle på. Nå ja, og så de gode stunder i pubberne 👍
Tirsdag d. 6. Juni skulle jeg egentlig have været forbi Broadway, men jeg opgav af 2 grunde. 1…jeg var “punkteret” ….2…cyklen kunne ikke bremse og jeg turde ikke tage de bakker med den cykel. Det blev derfor en kort tur i dag …kun ca 10 km fra Blockley til Moreton-in-March.
Sad af samme grund lidt længere ved morgenmaden. Sludrede lidt med en kvindelig møbelsnedker, som var på kursus i området. Derudover mødte jeg en pralerøv som arbejdede for BBC…han var en af den slags, hvor jeg tænkte: skal han mon ikke snart køre? 🙉
Op på cyklen og afsted. Heldigvis var der kun 2 seje bakker …og den ene i mit favør. 💪 Det er koldt og gråt i dag og jeg nåede frem til The Swan, hvor jeg overnatter i nat.
De havde modtaget min pakke som jeg havde bestilt til levering der. Afsted med den til posthuset….den var sgu for stor at slæbe på.
Der er markedsdag i dag. Og det vrimler med folk i den lille by. Store busser kommer og sætter folk af. Der er gang i alle pubber
Jeg valgte at spise på hotellet til aften og startede med en enkelt drink. En ung dame ( ca 45 år ) kom ind for at ville spise, men der var ikke flere pladser. Jeg tilbud hende at sidde ved mit bord og det ville hun gerne.
Vi hyggede os gevaldigt og havde meget til fælles. Hun fortalte at hun var på “gratis ferie” da hun housesittede i 1 uge. Smart …mon ikke jeg skulle prøve det også?
Vi sagde farvel og tak ved 22 tiden. I dag nåede jeg 2 pubber 👍
Onsdag d. 7. Juni sagde jeg farvel til Moreton-in-Marsh og tog toget til Oxford og videre til London. I London ventede jeg små 2 timer på toget til Paris. Tog til tiden …præcis på annoncerede tid ” lettede” vi fra London. Fin tur, og kl lidt i 18 ankom vi til Gare du Nord, Paris.
Nøøøøj, hvor var det godt at se Paris igen. Dejligt vejr, skøn stemning og ja, bare Paris.
Jeg daskede hen til det første sted jeg så, hvor jeg kunne nyde og kigge lidt på “livet”.
Et glas vin må der til inden turen går videre mod mit hotel.
Jeg checker lige min e-mail. Jeg havde svar på min “klage” fra cykel udlejningen. Han svarede mig med en super fin mail og gav mig ret i det hele …og alle penge retur.
God service …og jeg var ikke hidsig længere. 👍
Jeg fandt, langt om længe, den bus jeg skulle med for at komme til mit hotel. Efter ca 15 min i bus stod jeg af og fandt mit hotel.
Den venlige mand i receptionen kunne ikke finde min booking, men til mit held, så havde han et ledigt værelse, som jeg fik. Han ringede til mig efter ca 1 time og fortalte, at han havde fundet fejlen. Jeg havde reserveret til 2024 🤣 Jeg har nok blandet det lidt sammen…håber jo på, at skulle til Paris i 24 og heppe på min nevø til OL. Under alle omstændigheder skønt, at jeg har en seng at sove i.
Aftentur i Paris …intet mål…bare være. Så er livet ikke så tosset endda.
Torsdag d. 8. Juni og det er varmt med varmt på. 31 gr og fuld knald på solen.
Jeg sov længe i dag ….skønt. Gik ind til “naboen” som er en blanding mellem et bageri og en cafe og spiste morgenmad. Ikke tosset …og faktisk heller ikke så dyrt, 8 Euro.
Jeg er turist i dag. Snupper en 3 timers tur med “hop af og hop på” bussen. God måde lige at få set det hele igen.
Efter endt tur tog jeg en bus til Place du Tertre og gik en slentretur og nød stemningen. Og traditionen tro…hen og sidde et kvarters tid på trappen op til Sacre Coeur. Det er et af mine favorit steder i Paris.
Jeg gik ned og fandt en bus hjemad. Det må være tid til et glas vin nu. Jeg benyttede tiden til at gå online for at reservere en billet til Brest i morgen…men ak. Alt udsolgt. Så jeg må “lide” og blive en ekstra dag i Paris. Jeg kan ikke blive på det hotel jeg er på, så bookede et værelse nær Gare Montparnasse. Fik samtidig sikret mig, at de sidste bookinger er ok.
Jeg spiste på en lokal restaurant og fik feriens første Pina …men den smagte af H… til.
Gik forbi pandekage huset …og tænkte på Augustus, der ville elske dette sted. Pandekager i massevis…Nutella i spandevis…og is, hvis man ville have det.
Endnu en dejlig dag. Fed ferie …og nu glæder jeg mig til endnu en dag i Paris og dernæst til Bretagne, Laurence og Jacqueline.
Fredag d. 9. Juni, 32gr varmt og turist i Paris. Besluttede mig for at gå en tur til Hôtel des Invalides, som kun lå ca 1,5 km fra mit hotel. Men for pakker da, hvor er det varmt og det er svært at finde skygge.
Undervejs havde jeg bl. a. denne udsigt …og denne udsigt
Jeg ved ikke, hvad det er med det sted, men det er også et af “mine steder “.
Sprang på bussen og tog til Champs de Mars hvor jeg kunne sidde lidt i skyggen og betragte Eiffel tårnet. Det er altså imponerende.
Dernæst en sejltur på Seinen. Skønt med luft – og i øvrigt en hyggelig tur. Jeg lagde mærke til en lille lejet båd – en limousine båd – med et ungt par ombord. Jeg kunne se, at han viste hende noget …og hun fløj ham om halsen. Et romantisk frieri på Seinen. Jeg fik øjenkontakt med ham og gav ham en 👍 og han kvitterede med 👍. Hun pegede på sin ring og stor smilede.
Da vi sejlede rundt om Île de la Cité kunne vi se det kæmpe arbejde, der gøres ved Notre-Dame katedralen. Men det forlyder, at de stadig satser på genåbning i 2024.
Turen varede 1 times tid og vi lage til ved foden at Eiffel tårnet.
Jeg fik en sodavand inden jeg gik videre.
Jeg fandt en bus som kørte til mit nabolag og den tog jeg. Stod af, da jeg kunne genkende området og slentrede tilbage til hotellet.
Jeg fik skrevet blog og gik ud for at spise aftensmad. Samtidig ville jeg opleve Eiffel tårnet oplyst. Det kunne jeg gøre fra mit værelse.
Desværre må man ikke fotografere tårnet oplyst, idet det betragtes som kunst og er beskyttet af ophavsretten.Og I kender mig…jeg gør aldrig noget man ikke må 🙉🙊🙈
Men glæd jer til at se mine billeder en dag ved lejlighed. 😉
Lørdag d. 10. Juni checkede jeg ud fra hotellet ved 10 tiden og bevægede mig mod Gare Montparnasse. Det er ulideligt .. 34 gr. Og toget er forsinket. Stationen er kæmpe stor og flot. Men der er ikke tænkt på at man skal kunne finde skygge. Der er iine forretninger og meat af alt ligner det Kastrup lufthavn i lille version. Stationen er i flere etager.
Endelig kom toget og jeg fandt min plads. Hold da op der er dårlig stemning ombord. Ingen taler …måske er der to der hvisker. Og hvid man kommer til at larme lidt bliver man straks mødt med ulme blikke.
55 min forsinket ankom jeg til Brest, hvor Laurence hentede mig. Hun bor ca 15 min fra stationen. Da vi kom hjem til hende var Jacqueline der og det var super at se hende igen. Hun havde sin lille Shih Tzu med.
Jeg har kendt Laurence og hendes mor siden jeg var 4-5 år.
Vi fik god mad og vin og talte og talte til lidt over midnat.
Mit franske er langt væk, men bliver dog bedre og bedre. Jeg forstår det meste, men kæmper lidt med at finde de franske gloser indimellem…og grammatikken er nogle gange “pyt”.
Søndag d. 11. Juni blev en store sightseeing dag med såvel Laurence som Jean Luc ( hendes kæreste ). Jeg kan faktisk ikke beskrive ruten udover, at vi var på den nederste del af Bretagne. For hulen da, der er pænt. Grønt, råt, klipper, vand og hyggelige små byer / landsbyer.
Vi fik frokost på en lille restaurant ved havnen i Camaret-sur-mer. Der blev bestilt salte pandekager bagt af sort mel. Jeg fik skinke i min og det smagte herligt. Det sorte mel er boghvedemel. Det kan varmt anbefales. Jean Luc fik “indmad” i sin pandekage …🙈 Skøn is til dessert.
Vi var på farten hele dagen op var hjemme igen hos Jacqueline og Jade ved 19 tiden.
Mandag d. 12. Juni stod på besøg hos Laurences yngste datter, Coralie, Coralie søn, Tituan. Jacqueline var også med.
Jeg skal ikke trætte med referat af denne dag, men fortælle, at det var dejligt at se hende og hendes dejlige hus.
På vej hjem stoppede vi for at købe Andouille, som er en slags pølse lavet af indmad, ører, tryne, hale og lidt mere fra svinet …og så er det røget. Pølserne hans ned fra loftet og der lugtede noget røget.
Aftenen gik med at kigge gamle fotos igennem.
Jeg sagde farvel til Jacqueline og det var ikke helt nemt. Men det har været så godt at se hende igen og genopfriske gamle minder.
Tirsdag d. 13. Juni og onsdag d. 14. Juni. Så blev det dagen, hvor jeg sagde på gensyn til Laurence. Det har været nogle dejlige dage.
Disse to dage er primært rejsedage, dog lige med undtagelse af d. 13. om aftenen, hvor jeg skal mødes med Lorenz i Frankfurt.
PS..Til orientering kan jeg oplyse, at 1. Kl i de franske toge er lig med stillekupe.
Efter at have checket ind og smidt min bagage gik jeg på en irsk pub lige ved siden af hotellet. Området lige netop her er meget “farverigt” og ikke et sted jeg vil færdes alene i om aftenen.
Det var skønt at se Lorenz igen. Vi mødtes på den irske pub, hvor vi også spiste. 3 timer går alt for stærkt når man har meget at tale om.
Jeg havde booket et værelse meget tæt på stationen, hvilket var skønt i morges, da jeg skulle gå til stationen igen. Jeg har for meget skrammel med. Jeg må snart lære, at rejse med lidt mindre bagage.
Forsinkelserne var igen til at mærke, men jeg nåede mit skift i Hamborg. Men toget til DK blev ramt af flere episoder med stilstand. Der er noget kaos med togene så jeg var glad for, at jeg havde reserveret siddeplads. Mange måtte finde alternative pladser.
Thomas hentede mig på stationen og kl 18.30 var jeg på egen adresse.
Nogle herlige dage …god ferie. Det tør jeg godt gentage.
Tak fordi du læste med ❤️